6. runde ved OL i Baku kom ikke til at forløbe så let, som vi inderst inde troede på. Sao Tome & Principe var meget bedre, end deres rating viste.
Jeg fik ganske vist åbningsfordel, og da modstanderen angreb på kongefløjen, lavede jeg det obligatoriske modstød i centrum. Så tilbød jeg en forgiftet bonde. Den blev modtaget efter mindre end 30 sekunders betænkning. Bonden var virkelig forgiftet, og jeg kunne vinde forceret, men det var frygtelig kompliceret. Da jeg havde tabt de to sidste partier på grove bukke, kom jeg i tvivl og stolede ikke helt på mine beregninger, og jeg valgte i stedet at få godt spil for bonden. Stillingen var nok lige, da en grov fejl fra min modstander tillod mig at afvikle til et vundet slutspil.
Jóan Hendrik vil helt sikkert drømme om sit parti i nat. Han vandt en ren bonde i åbningen og havde bare en vundet stilling. Så spillede han imidlertid for ubeslutsomt, og fik lavet nogle svækkelser. Modstanderen fik noget modspil, og pludselig var der en kombination, som vandt bonden tilbage. Jóan Hendrik havde lidt gevinstchancer i slutspillet, men modstanderen spillede præcist og holdt remis.
Sjúrður stod lidt dårligere efter åbningen, men så lavede modstanderen en kombiation, der gav bagslag. Der var svækkelser, og først vandt Sjúrður én bonde, og så en til. Der var uligefarvede løbere, og Sjúrðurs gevinstføring var ikke halt pletfri, men der var aldrig rigtig tvivl om, at han ville hive gevinsten hjem.
Finnbjørn ofrede en bonde i åbningen og fik noget pres. Han tilbød en kvalitet på c6, og da det blev modtaget, fik han en farlig fribonde og kontrol over de hvide felter. Det gav ham klar fordel. Efter nogle unøjagtigheder stod modstanderen bedst, men efter at denne lavde en grov fejl, stod Finnbjørn pludselig til gevinst. Han fik to fribønder på b6 og c6. Havde han spillet 45.b7 eller 45.c7, havde han vundet. Nu blev der i stedet afviklet til et remis slutspil.